mandag den 19. august 2013

Ladymaxx Gourmet

Selvom navnet nok er det mest elendige, jeg nogensinde har hørt om, har jeg været meget positivt overrasket over den her maskine. Den har nogle af de samme funktioner som ThermoMix blenderen, med indbygget opvarmning i skålen, og hastighedsjustering på bladet, for røring eller blendning.


Jeg har i flere år brugt Kenwoods foodprocessorer og har egentlig været godt tilfreds med dem. Men da min Kenwood trængte til at blive udskiftet havde jeg egentlig en Magimix eller Cuisinart foodprocessor i kiggerten, da jeg gerne ville have en foodprocessor med induktionsmotor, og noget der holdte mere end et par år. Det ville dog kræve en større investering, og midt i min 'efterforskning' faldt jeg over denne maskine i Aldi (tro det eller lad være), til kun 1000 ,-. Jeg undersøgte tests og vurderinger af maskinen på nettet, som faktisk lød lovende. Jeg tog chancen, da den alligevel ikke var så dyr, og købte maskinen.

Efterfølgende er jeg blevet rigtig glad for maskinen. Motoren er meget støj-svag og den blender emnerne på meget kort tid. Selve maskinen føles robust og føles og som noget der holder. Et minus er det lille klare 'låg' i låget, som ikke kan låses og derfor kan risikere at hoppe af, hvis blenderen er godt fyldt, og man skurer op for hastigheden. Hav derfor altid et viskestykke over blenderen, i de tilfælde. Rotationshastigheden kan indstilles efter hhv. 200, 1000, 4000 og 6000 omdr/min. Dette er enormt godt, da jeg sjældent bruger maks-hastigheden og det gør at maskinen også bare kan bruges til at røre flødeskum, æggehvider, mayonaise, mm.
Derudover kan maskinen også opvarme emner i skålen, mens der røres. Denne kan indstilles på 70 grader ved 200 omdr/min, 100 grader, på hhv. 600 og 1000 omdr/min. Det gør at du kan tilberede grøntsagssupper direkte i skålen, lave ægte saucer (hollandaise, bearnaise, etc.), lave creme anglaise, polenta, med meget mere. Denne funktion virker upåklageligt. Husk dog altid at montere den tilhørende røreindsats, da massen ellers risikerer at brænde på i bunden. Til alle funktionerne kan du også indstille den indbyggede timer, som automatisk slår maskinen fra, når den udløber.

Konklusionen er at jeg synes man får en enormt god køkkenmaskine for pengene. Både hastighedsjusteringen og varme-egenskaberne virker upåklageligt. Blender funktionen er en af de bedste jeg har prøvet, og maskinen er meget støj-svag (I hvert fald i forhold til min tidligere Kenwood maskine). Jeg vil varmt anbefalde maskinen!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar